• Slide1
  • Slide2

Din hverdag

Du lever og lærer døgnets 24 timer når du er på efterskole. Efterskolen er dit hjem for en periode. Det er stedet, hvor du spiser, sover, bliver undervist, har dine kammerater, holder fri og fester.

11078045 393192857471974 5594454363705885480 o
DSC 1566
IMG 7731

  • Sådan bor du

    Du sætter dit eget præg på værelset sammen med dine værelseskammerater. Dit værelse skulle gerne være et sted, hvor du føler dig hjemme, og hvor det også er hyggeligt at komme for andre.

    Der er to måder at bo på Ærø Efterskole. Der er elevhuse og bo-undervisning. Hele det første år bor du i elevhusene og spiser dine måltider sammen med lærere og elever i vores nye store spisesal. Når du har været på skolen et år eller to, kan du få bo-undervisning, hvor du og dine kammerater klarer det meste selv.

    Elevhusene

    I elevhusene er der to- eller tremandsværelser. Elevhusene er velholdte, og har dejlige, lyse rum. Der bor 12-14 elever i et elevhus. Elevhuset er din base, hvor du sover, går i bad og vasker dit tøj. Der er bad og toilet på gangen, og et bryggers med vaskemaskine, hvor I kan vaske tøj. I skal selv sørge for at gøre rent i jeres hus og på værelserne. Vi har et system som sikrer, at alle laver lige meget, og at der altid er pænt og rent i jeres hus.

    Bo-undervisning

    Med bo-undervisning er det lidt anderledes. I har et større ansvar for huset, dagligdagen og hinanden. Et bo-undervisningshus er mere som et hjem. I bo-undervisningshuset er I to til tre elever på et værelse. I arbejder meget tæt sammen med de andre i huset om at lave mad, gøre rent, købe ind, vaske tøj, indrette huset - og alle de andre ting, der hører med, når man bor i et hus.

    saadangoervi
  • Strukturhus

    Måske har du det bedst med, at der er ro og orden omkring dig, eller at du ved præcist, hvad der skal ske i løbet af dagen.

    Hvis du har en diagnose indenfor det autistiske spektrum eller ekstra behov for struktur og trygge rammer, kan du komme til at bo sammen med andre, der har samme behov som dig. I strukturhuset er der trygt og rart at være, fordi alt er sat i system. Du ved altid, hvad du skal, og du får besked og forklaring i god tid, hvis der er ændringer i skemaet. Huset ligger lidt væk fra de andre elevhuse, så man kan gå lidt for sig selv, når man har brug for det. Der kan bo 13 elever i strukturhuset.

    Vi snakker åbent om, hvilke problemer du har, og hvad du er god til. Du vil opleve, at andre kan have det på samme måde som dig, og at I kan hjælpe hinanden.

    Hvis du har behov for det, bruger vi små billeder i stedet for tekst - vi kalder det pictogrammer. I det hele taget finder vi sammen ud af, hvad slags hjælp, der skal til, for at du får styr på din hverdag.

    Når hverdagen så er på plads, får du sikkert lyst til at komme rundt på skolen og være med i fællesskabet. Du finder helt sikkert også nogle nye venner.

    saadangoervi
  • Dagsprogram

    Så er det op, klokken er 7. Det kan godt være svært at vride sig ud af dynerne, men op skal du, og det er dit eget ansvar at komme til tiden. Du skal ud at gå en morgentur sammen med alle de andre, så du bliver rigtig vågen og får appetit til morgenmaden.

    Efter morgenmaden er der tv-avis kl. 8. Vi hører, hvad der er sket og drøfter alverdens begivenheder. Kl. 8.30 til 10.30 går alle i deres huse til hustid, hvor du blandt andet modtager undervisning i rengøring, tøjvask, oprydning og måske dansk og matematik. Vi får også en snak om, hvordan det går i huset.

    Fra kl. 10.30 til 12.30 er der undervisning på værkstederne. Middagsmad kl. 12.45 og derefter pause. Kl. 14 går du på værkstedet igen eller til temaundervisning.

    Skoledagen slutter kl. 16, og så har du fri. Der er aftensmad kl. 18.15 og aftenkaffe i caféen ved 20-tiden. Kl. 22 skal alle gå i deres huse, og kl. 22.30 skal alle være i seng. Det er lidt anderledes fredag og lørdag.

  • Fællesmøder

    Hver torsdag morgen er der fællesmøde fra kl. 8 til 9.
    Eleverne skiftes til at styre fællesmøderne. Det vil sige, at I har ansvaret for, at mødet følger dagsordenen, og at alle, der vil sige noget undervejs, får ordet.
    På fællesmøderne diskuterer og løser vi emner, spørgsmål og problemer.
    Fællesmøderne består som regel af underholdning, fællessange og det almindelige møde med punkter fra elevråd og andre.
    De elever der styrer fællesmødet, sørger også for at planlægge underholdning og vælge de fællessange, der skal synges.
  • Hustid

    Elevhusene er små, hyggelige huse, hvor I bor 12-14 piger og drenge på samme gang. Dit hus har to huslærere tilknyttet. De er jeres kontaktpersoner, som du kan snakke med om stort og småt.

    Hver dag har I hustid sammen med jeres huslærere. Her snakker I om de store og små ting, der foregår i jeres dagligdag i huset. Hustiden bruges også til at planlægge fester og turneringer på skolen eller weekendens hjemrejser.

    saadangoervi
  • Servicehold

    To eller tre gange i løbet af skoleåret er du på serviceholdet sammen med tre andre i en uge.
    På serviceholdet er I fire elever. Hver dag i en uge går I i køkkenet og er med til at vaske op. Der skal også tørres borde af, og gulvet skal fejes.

    Alle prøver at være på serviceholdet, så det er en fælles opgave at få ryddet op efter måltiderne.

    saadangoervi
  • Fritid

    Skoledagen er slut, og det er tid til at være sammen med vennerne.
    Der er mange ting at lave i fritiden: Du kan for eksempel hænge ud i fjernsynsstuen og snakke med dem, du godt kan lide, du kan læse på biblioteket eller spille kort og brætspil. I caféen er der Nintendo Wii og PlayStation. Du kan også spille billard, air-hockey eller bordfodbold. .

    Hvis du har brug for at komme ud og bruge dig selv, kan du spille fodbold på multibanen eller på den store græsbane, basket, petanque, bueskydning, bade ved stranden, køre med modelbiler eller om vinteren tage med i svømmehallen. Det er alt sammen helt op til dig, og hvad du har lyst til. Mulighederne er mange.

  • Faciliteter

    Ærø Efterskole ligger centralt på Ærø i landsbyen Tranderup, tæt på havet og en af Danmarks smukkeste naturparker, Voderup Klint.

    Masser af plads

    Skolen består af en masse forskellige nye og gamle bygninger, der er spredt ud over et stort og dejligt areal i grønne omgivelser. Med sine små 20 hektar har Ærø Efterskole rigelig plads til 65 elever

    Husene på Ærø Efterskole

    Vores hyggelige elevhuse har plads til 12-14 elever i hvert, og er velholdte og fine. Du og dine kammerater bor på to- og tremandsværelser. Der er toilet og bad på gangene og bryggers med vaskemaskine og tørretumbler. Bo-undervisningshuset er mere som et almindeligt hjem med spisekøkken, dagligstue, bad og soveværelser. I bo-undervisningen deler du værelse med én eller to kammerater.

    Værksteder

    Skolens værksteder ligger spredt i de forskellige bygninger på skolen, undtagen hesteværkstedet, som holder til i den lokale rideklub, og sejladsværkstedet, som holder til på havnen. Lokalerne vi sidder i er store, lyse og veludstyrede.

    I nærheden…

    Du kan cykle til Ærøskøbing. Den ligger fire kilometer væk, og mange mener, at det er Danmarks allersmukkeste by.
    Øens busser er gratis at køre med, og de standser 200 meter fra skolen, så du hurtigt kan komme til Ærøs tre havnebyer - Ærøskøbing, Søby og Marstal.
    Der sejler mange færger om dagen, og det tager kun en times tid at komme til og fra øen.

Ugeskema

Du kan nedhente ugeskema for skoleåret 2017-18 her

Kalender

Du kan nedhente kalender for skoleåret 2017-18 her