• Slide1
  • Slide2

Sådan gør vi

  • Sådan gør vi

    Når man er mange mennesker samlet på ét sted, er det vigtigt at man tager hensyn til hinanden og kender spillereglerne.

    På Ærø Efterskole lægger vi vægt på, at du og dine kammerater trives og har det godt. Det kræver vilje og samarbejde fra alle, der bor og arbejder på skolen. I menuen ovenfor kan du læse lidt om de ting, der betyder noget på skolen. Ting, som gør Ærø Efterskole til et trygt og rart sted at være.

    saadangoervi
  • Kultur

    Kultur er noget med de værdier og den atmosfære, vi skaber i vores hverdag. 
    Kulturen på Ærø Efterskole drejer sig meget om at gøre tingene i fællesskab. Det gælder om at respektere at vi er forskellige, så enhver kan få lov at være sig selv.

    Trygt at være dig

    Når man får respekt fra andre, er det meget nemmere at føle selvtillid. Når man føler sig respekteret, er man både sjovere, klogere og dygtigere, end man ellers ville være. Alt sammen fordi man føler sig tryg nok til at komme på banen med det, man har. Og så bliver det sjovt at lære noget nyt og blive bedre til det.

    Plads til alle

    På Ærø Efterskole skal man føle sig godt tilpas. Derfor har du og dine kammerater en forpligtelse til at være ærlige over for hinanden, støtte og lytte til hinanden. Der skal være plads til, at alle kan udfolde sig, men ikke på bekostning af andre. De største stjerner på Ærø Efterskole er dem, der tager hensyn til kammeraterne og hjælper dem, der er svagere end dem selv.

  • Husorden og regler

    Når vi er så mange samlet på ét sted, er det vigtigt med nogle få og klare regler, som alle skal rette sig efter.

    Tider og undervisning

    Du skal følge undervisningen og det øvrige program på skolen. Du har selv ansvar for at overholde mødetiderne

    Dit værelse

    Du deler værelse med en eller flere andre. Tag hensyn og hold orden, så der både er rart for dig selv og andre. 

    Hvis du bliver syg

    Hvis du føler dig sløj eller syg om morgenen, skal du sige det til morgenvagten, som så tager stilling til, om du skal holde sengen eller evt. til læge. 

    Vær med til måltiderne

    Du skal deltage i morgenmad, frokost og aftensmad, fordi det er vigtigt for din trivsel og giver dig den nødvendige energi. 

    Ansvarlig opførsel

    Du er ansvarlig for din egen opførsel i forhold til dine omgivelser og dine kammerater. Pas godt på dit værelse og de lokaler, du generelt bruger og færdes i på efterskolen. Det er også vigtigt, at du opfører dig over for andre, som du gerne vil have, at de opfører sig over for dig.

    Rygning

    Der må under ingen omstændigheder ryges på skolens område. Rygning foregår i "rygeskuret", som er placeret lige udenfor skolen.

    Når du forlader skolen

    På hverdage kan du forlade øen, hvis en af dine forældre eller værger har aftalt det med skolen. I dagtimerne må du gerne tage rundt på øen, hvis du ikke har undervisning. Du skal give besked til vagtlæreren, så vi ved, hvor du er. Om aftenen skal du blive på skolens område 

    Telefoner, PC´er, tablets

    Alle telefoner, computere og lignende skal afleveres før sengetid, når vagtlærerne kommer rundt. De udleveres igen næste formiddag.

    Fjernsyn, DVD, computer

    Fællesskab og samvær er vigtigt for et efterskoleophold. Det er i orden at se TV eller spille computer, men ikke hele tiden. 

    Hold din efterskole pæn

    Brug affaldskurvene til affald - også til tyggegummi. Ryd op efter dig.

    Cykler

    Cykler skal parkeres i cykelskuret. 

    At sikre mod brand

    Brandslukningsudstyret i husene må absolut ikke bruges til leg. Du må ikke have stearinlys på værelset. 

    Spiritus osv.

    Øl, vin, spiritus, energidrikke eller euforiserende stoffer må ikke medbringes til skolen og må hverken indtages på skolen eller på vej til og fra skolen.

    Sodavand og sukker

    Sodavand er kun tilladt i begrænsede mængder i eget hus og må ikke medbringes på fællesområderne. Der henstilles til et begrænset sukker/slikforbrug. 

  • Mad og motion

    Din sundhed er vigtig. Når du trives og har det godt, bliver det lettere at give dig alle de nyttige ting med i bagagen, som er meningen med dit ophold på skolen.

    Appetit på god mad - kostpolitik
    Kroppen og hjernen har brug for saftig og knasende god mad for at kunne fungere. Du skal simpelthen spise ordentligt, hvis du ikke skal gå rundt og være træt og nede, eller have hovedpine hele tiden.

    På Ærø Efterskole spiser du morgen, middag og aften sunde, hjemmelavede retter, der smager godt. Mellem måltiderne har du adgang til frisk hjemmebag og frugt. Rigtig mange er blevet gladere for at spise sund mad, efter de er startet hos os.

    Morgenmad:
    havregryn, cornflakes, mysli, nødder, mandler, rosiner, mælk, tykmælk/yoghurt, havregrød, æg, hjemmebagt franskbrød, rugbrød, ost, marmelade, kaffe, te, vand.

    Mellemmåltid formiddag:
    frisk frugt eller grovboller

    Middagsmad:
    oksekød, svinekød, fjerkræ, fisk og grøntsagsretter sammen med kartofler, ris eller pasta, grøntsager og hjemmebagt brød til, salatbar med flere slags salater og frisk grønt, vand at drikke.

    Mellemmåltid eftermiddag:
    frisk frugt eller grovboller, kage en gang om ugen.

    Aftensmad:
    rugbrød, flere slags pålæg, æg, fisk, frisk frugt og grønt, noget lunt, med vand til.

    Mellemmåltid:
    skifter mellem grovboller, knækbrød, ost, marmelade, kage, pandekager, vafler.

    De ti kostråd
    Skolen bruger de ti kostråd fra Fødevarestyrelsen, som siger noget om, hvordan man kan leve sundt.

    Store armbevægelser og frisk luft
    Ærø Efterskole ligger naturskønt tæt på vandet og det giver dig gode muligheder for at løbe, svømme, træne, spille bold, cykle eller gå ture i området.

    Hver morgen lige før morgenmad går alle eleverne en tur, og om fredagen har vi motionsvalgfag. Men du er velkommen til at røre dig meget mere. Der er god plads at brede sig på, så det er bare om at komme ud!

  • Trivsel og tryghed

    Hvis man har en god dag, er det som regel fordi, man har haft det godt med andre. Derfor er det vigtigt, at vi gør os umage i forhold til hinanden.

    På Ærø Efterskole har vi sammenhold og fællesskab. Vi hjælper hinanden og støtter dem, der er svagere end os selv.
    Et trygt miljø med respekt og ligeværd giver de bedste muligheder for at trives. Men det er vigtigt, at du selv bidrager til at skabe tryghed.

    Nogen at snakke med

    Det kan ikke undgås at folk kommer op at skændes, at man får nok af det hele eller bliver sure på hinanden. Hvis ikke I kan løse problemet selv, kan I altid tage en snak med en af jeres lærere.

    Plads til at være dig

    Det kan godt føles lidt trangt på en efterskole med mange mennesker. Hvis du bliver vred eller ked af det, kan det hjælpe at komme ud og være lidt alene. Nogle af eleverne holder for eksempel af gå en tur for sig selv ned til vandet og blive blæst igennem. Der er mange måder at være sammen på. Det vigtigste er, at I har det godt. Sammen eller på egen hånd.

  • Hustid

    Hver dag er der hustid i elevhusene, hvor der sker rigtig mange ting.

    Plads til at være

    Når I har hustid, er det først og fremmest vigtigt, at du er åben og ærlig over for dem, du bor sammen med. Hvis I har en konflikt, som I ikke kan løse, så er hustiden et godt tidspunkt. Her kan jeres huslærere hjælpe til med at finde en løsning. I det hele taget fungerer hustiden som et trygt miljø, hvor du kan sige det, du har på hjerte.

    Hver 14. dag tager din kontaktlærer en snak med dig alene om, hvordan du har det, og hvordan det går med at gå på efterskole. I laver måske også en aftale om, hvad du kan gøre, for at få det til at gå endnu bedre. Vi bruger også hustiden til rengøring, til at planlægge weekendernes hjemrejser, arrangere fester, turneringer eller andre ting på skolen. Hvis I har punkter til fællesmøder eller elevrådsmøder, så tager vi dem her.

  • Nyttig info

    Når du skal på efterskole, er der mange ting at huske. Vi har prøvet at samle noget af det her:
      Ting, du skal huske at pakke
    • Tæppe
    • Sovepose til ture - skolen har liggeunderlag
    • Håndklæder og toiletsager
    • Almindeligt tøj
    • Arbejdstøj, sko og støvler, til sommer og vinter
    • Regntøj
    • Idrætstøj, indendørs og udendørs idrætssko
    • Badedragt eller badeshorts
    • Sygesikringsbevis
    • Vækkeur, da du jo ikke har din telefon om natten
    • Mp3 eller Mp4 afspiller med headset, hvis du skal høre musik ved sengetid
    Ting, du godt må have med
    • Din egen cykel
    • Musikinstrumenter
    • Plakater, blomster og hyggeting til værelset
    • Rulleskøjter og skateboard til udendørs brug
    • Lille musikanlæg, smart-phone, bærbar computer
    saadangoervi